Kan praktikvejledere med stærkere kompetencer gøre en forskel for SOSUeleverne? JA, er svaret fra Tanja fra FOA. For dygtige vejledere motiverer eleverne til at færdiguddanne sig på social- og sundhedsuddannelsen, og det er essentielt i et fag, der higer efter flere varme hænder.

Højt frafald skal bremses

Tanja Nielsen er sektorformand samt elev– og uddannelsesansvarlig i FOA, hvis medlemmer primært er ansat i kommuner og regioner. Hun gør os klogere på situationen:

– Gennemsnitligt vælger mere end hver 10. SOSU-elev at stoppe under uddannelsen, og det kan der være mange årsager til. Men vi skal sætte ind, der hvor vi kan afhjælpe frafaldet, forklarer Tanja, der er sikker på, at en bedre vejledning kan gøre en forskel.

– Problemet er, at nogen ikke får den fornødne guidning ude i praktikforløbet. Når der er travlt på arbejdspladserne, så bliver elever og andre nye hurtigt kastet ud i arbejdet – frem for at få tid til at lære og finde sig til rette i jobbet. Her tænker jeg, at vi skal prøve at styrke vejlederne, så de er i stand til at dygtiggøre eleverne og fastholde dem i uddannelsen.

Tanja ved, hvad hun taler om. Hun har mange års praktisk erfaring som både faglært SOSU-hjælper, SOSU-assistent og som vejleder. Faktisk startede hun selv som ufaglært på et plejehjem efter handelsskolen.

– Her fik jeg nogle vejledere som kollegaer. De fik mig virkelig til at blive nysgerrig på faget indenfor ældre og sundhed. Det gjorde, at jeg efter et par år derude søgte ind på uddannelsen.

---

 – Erhvervsakademi MidtVest kontaktede os med et bud på, hvordan en certificeringsuddannelse kunne strikkes sammen, så den er målrettet vores vejlederes behov.

– Tanja Nielsen, sektorformand samt elev- og uddannelsesansvarlig i FOA

---

Dygtige vejledere tiltrækker og fastholder

Ifølge Tanja er vejledernes rolle yderst vigtig for at give både elever og nye medarbejdere en god indføring i faget. Som hovedregel får vejlederne en basal AMU-uddannelse, men Tanja er overbevist om, at det er vigtigt med velfunderet teori til at understøtte praksis, når man skal udfylde vejlederrollen.

Derfor ser hun vejledercertificeringen fra Erhvervsakademi MidtVest som et stærkt bud på et solidt grundlag for vejlederne.

– Erhvervsakademi MidtVest kontaktede os med et bud på, hvordan en certificeringsuddannelse kunne strikkes sammen, så den er målrettet vores vejlederes behov. Det syntes jeg lød rigtig interessant, forklarer Tanja.

Hun har fingeren på pulsen i forhold til, hvad FOAs medlemmer har behov for. Og her ytrer elev-vejlederne netop et ønske om en målrettet uddannelse, så de kan yde den bedste vejledning under elevernes praktikperiode.

– Det er nødvendigt med noget voksenpædagogisk uddannelse. Såsom kommunikation, konflikthåndtering, og generelt dét at formidle viden fra én selv til én anden – uden at virke belærende. Vejlederens vigtigste rolle er jo at lade eleven vokse.

Vejledning som et fagområde

Tanja ønsker sig også, at man ude på arbejdspladserne begynder at se anderledes på praktikvejledningen.

– Vores medlemmer, der i dag er praktikvejledere, fortæller os, at de ofte skal ”stjæle” tiden til at vejlede. Det skyldes, at det er en funktion, de bestrider ud over deres daglige virke som SOSU-hjælper eller assistent. Det vil hjælpe, hvis man begynder at anse vejledning som et fagområde og ikke ”bare” en ekstra arbejdsopgave.

Tanja er overbevist om, at man vil tabe færre elever mellem stolene på denne måde.

– Det ville kunne give mere tid og overskud til den enkelte elev. Tanja tror på, at en solid vejlederuddannelse kan være med til at ændre synet på vejlederrollen. Hendes håb er derfor, at flere arbejdsgivere vil anerkende den rolle, som kompetent vejledning spiller, og dermed prioritere at sende deres vejledere på den nye vejledercertificering.

– På den måde er der håb om, at vi fremover kan tiltrække og fastholde endnu flere kvalificerede varme hænder i det vigtige fag, som social– og sundhedsområdet er, slutter Tanja.

Hvem har gavn af vejledercertificeringen?

Vejledercertificeringen er skabt for at dække et konkret behov hos praktikvejledere af elever, der uddanner sig til SOSU-assistent eller SOSU-hjælper. Certificeringen er dog relevant for alle, der vejleder elever, studerende, lærlinge mv.

Udbytte

Fag-modulernes læring klæder deltagerne på med værdifulde værktøjer til at agere som mentor eller vejleder, så de effektivt kan motivere og fastholde organisationens nyeste skud.

Certificeringen består af følgende moduler

Vejledercertificeringen består af tre fag-moduler på hver 10 ECTS-point og en lille afsluttende certificeringsopgave.

Certificeringen består af modulerne:

• Pædagogik og kommunikation

• Coaching i organisationer

• Ledelse i praksis

En certificering vs. en akademiuddannelse Certificeringen udgør i alt 30 ECTS-point, hvilket svarer til en halv akademiuddannelse. Det er muligt at få en hel akademiuddannelse ved at tilvælge yderligere to fag-moduler og skrive et afgangsprojekt. Det kan man beslutte sig for efter færdiggørelsen af vejledercertificering.

Certificering i andre kompetencer Vejledercertificeringen er et eksempel på en målrettet løsning til at højne et specifikt kompetencebehov. Erhvervsakademi MidtVest har erfaring med at sammensætte certificeringer til alle typer af virksomheder, brancher og behov. Kontakt os endeligt for at høre nærmere.