Du får de basale værktøjer til at udvikle kvalitetsprogrammer i et moderne programmeringssprog og grundlæggende viden om principper og teknikker samt abstraktionsmekanismer og algoritmemønstre, så du bliver i stand til at designe og implementere it-systemer af høj kvalitet. 

Faget giver dig også forståelse for, hvordan du kvalitetstester software, og du bliver desuden fortrolig med centrale programbiblioteker og rustet til at indgå som deltager i softwareudviklingsprojekter.

Fagligt indhold

  • Introduktion til objektorienteret programmering, herunder principper for programmering.
  • Konkrete teknikker til at nedbryde problemstillinger, således de kan oversættes til programmeringssprog.
  • Simple algoritmer og designmønstre: Hvordan kan et problem beskrives i steps ved hjælp af en algoritme? Og hvordan designes sammenhængen mellem de forskellige objekter i et program, således det kan løse en konkret problemstilling?
  • Programbiblioteker og skabeloner til opbygning af forskellige funktioner i et program.
  • Udviklingsmiljøer og introduktion til konkrete programmeringsværktøjer.

Hvad får jeg ud af kurset?

Kurset giver en introduktion til objektorienteret programmering, som gør at du efterfølgende kan udarbejde programmer til simple problemstillinger. Og du får samtidig en forståelse for grundlæggende programmeringslogik, hvilket gør dig i stand til at oversætte konkrete problemstillinger, således det kan løses i et digitalt miljø. Ydermere får du et fagsprog ind under huden, som gør det nemmere at kommunikere med specialister.

Frit valg: Følg undervisningen online eller fysisk på udvalgte forløb

På udvalgte forløb kan du selv vælge, hvilke dage du vil deltage i undervisningen fysisk eller online. Undervisningen optages også, så du kan se den bagefter. De udvalgte hybridundervisningsforløb muliggør at gennemføre en hel akademiuddannelse i informationsteknologi.

I tilmeldingsboksen er forløbene markeret med ”hybrid undervisning”, og du kan se, om den fysiske undervisning ligger i Randers, Aarhus, Aalborg eller Herning. Tilbuddet om hybrid undervisning er et samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne Professionshøjskolen UCN Act2learn, Erhvervsakademi Dania, Erhvervsakademi MidtVest og Erhvervsakademi Aarhus. 

Optagelseskrav

For at blive optaget på en akademiuddannelse skal du leve op til følgende krav:

  • Du skal have en erhvervsuddannelse, grunduddannelse for voksne, gymnasial uddannelse eller en anden relevant uddannelse på mindst samme niveau
  • Du skal have minimum 2 års relevant erhvervserfaring

Hvis du ikke opfylder kravene, kan du muligvis optages på baggrund af en realkompetencevurdering.