Det kan være svært at vende tilbage på skolebænken, når man er vant til fuldtidsjob og -løn. Men en deltidsuddannelse hos Erhvervsakademi Midtvest banede vejen for ny viden og muligheden for at blive selvstændig for Simon Larsen, der har købt sin arbejdsplads, Ringkøbing-Skjern Installationsforretning, med 80 medarbejdere.
Han er nyslået indehaver af en virksomhed med 80 medarbejdere, men uden muligheden for at tage en uddannelse på deltid i årene forinden, havde 44-årige Simon Larsen ikke stået her i dag.
- Uden uddannelsen ville jeg slet ikke kunne overtage virksomheden - og jeg tror ikke, jeg havde taget uddannelsen, hvis jeg ikke kunne kombinere den med mit arbejde. Så simpelt kan det faktisk forklares, siger Simon Larsen.
I efteråret indgik han en aftale med indehaveren af hans arbejdsplads gennem ti år, Ringkøbing-Skjern Installationsforretning, om at overtage den pr. første januar 2022 - blot halvandet år efter han havde afsluttet uddannelsen som autoriseret el-installatør hos Erhvervsakademi Midtvest. En autorisation som er påkrævet for at være selvstændig el-installatør.
- Uddannelsen har givet mig ny viden, ligesom det er godt at få repeteret de ting, man lærte for efterhånden mange år siden. Desuden er der jo kommet en ny bekendtgørelse inden for vores fag, så udover at være nødvendig, har det også været utroligt givende at uddanne sig yderligere, siger han og peger på, at tanken om at gå ned på en SU efter mange år med fuldtidsjob og med hus og familie ikke virkede tillokkende. Men med en uddannelse på deltid kunne han stadig passe sit arbejde.
- Det er klart, at der var travlt til tider med familie, hus og fuldtidsarbejde ved siden af uddannelsen. Der gik meget tid med lektier aftener og weekender. Men det er absolut en supergod mulighed, hvis man gerne vil mere, siger han.
---
- Jeg troede egentlig ikke, jeg ville læse mere, da jeg var færdig som elektriker, men denne uddannelse åbner bare nogle spændende muligheder. Og uddannelsen har givet mig en kæmpe fordel karrieremæssigt.
Kasper Kollerup, el-installatør, Ringkøbing-Skjern Installationsforretning
---
Karrieremæssige fordele
Mere vil også 26-årige Kasper Kollerup, der er ansat i Ringkøbing-Skjern Installationsforretning og også netop har afsluttet den toårige el-installatør-uddannelse.
- Det var faktisk min daværende chef, der foreslog, at jeg tog den på deltid i stedet for på fuldtid, så jeg stadig kunne arbejde her. Det har i den grad været de lange aftener værd; det har givet en kæmpe viden og et rigtig godt netværk. Jeg kommunikerer stadig med mange fra min studiegruppe, og vi har rigtig god sparring, siger Kasper Kollerup, der ser uddannelsen som muligheden for at tage ”et fagligt trin op”. I dag fungerer han som overmontør og projektleder hos Ringkøbing-Skjern Installationsforretning og lægger ikke skjul på, at uddannelsen har været det helt rigtige skridt for ham.
- Jeg troede egentlig ikke, jeg ville læse mere, da jeg var færdig som elektriker, men denne uddannelse åbner bare nogle spændende muligheder. Og uddannelsen har givet mig en kæmpe fordel karrieremæssigt, siger han.
Og både han og Simon Larsen har fået blod på tanden nu: De er ikke færdige med at studere.
- Jeg tænker nok, at jeg på et tidspunkt vil tage moduler i eksempelvis ledelse og økonomi på Erhvervsakademi Midtvest, siger Simon Larsen. Kasper Kollerup tænker i de samme baner, og afventer, hvornår det bliver muligt at komme i gang med uddannelsen.
Men lige nu koncentrerer de sig begge om det daglige arbejde i Ringkøbing-Skjern Installationsforretning, der udover Skjern, Ringkøbing også har afdelinger i Nr. nebel, Hvide Sande og Troldhede. Der er Punkt 1-butikker i Skjern og Nr. Nebel og i Ringkøbing er der også FD Alarmer. Og opgaverne går lige fra de helt små hos ”Hr. & Fru Jensen” til de helt store million-opgaver for store virksomheder som Arla og Vestas.
- Jeg vil selvfølgelig optimere på virksomheden og gerne vækste, men vi vil også fortsat være til stede i alle lokalsamfundene. Det er sådan, jeg godt kan lide at drive virksomheden, siger Simon Larsen.