Jensinnguaq Jerimiassen og Mohamed Hassane bor til dagligt i Grønland og arbejder for Polar Seafood, hvor de 2 måneder ad gangen sejler rundt på flydende produktionsskibe, der håndterer alt ved fiskeproduktionen. Lige nu er sejladsen sat på pause for at tage en skræddersyet uddannelse hos Erhvervsakademi MidtVest, der giver nye ansvarsområder til søs.
Polar Princess og Polar Qaasiut er navnene på henholdsvis Jensinnguaq Jerimiassen og Mohamed Hassanes arbejdspladser hos den store grønlandske fødevarevirksomhed Polar Seafood. Det er store produktions- og fabriksskibe, der håndterer hele processen fra at fange fisk i havet til at klargøre dem til køledisken i supermarkederne. En flydende produktionsfabrik, så at sige.
– Vi sejler 2 måneder ad gangen, og så har vi fri 2 måneder. Vi arbejder begge som fabriksformænd på skibene, og det vil sige, at vi står for, at den daglige drift kører så gnidningsfrit som muligt, fortæller Mohamed.
---
– Før stillede jeg aldrig spørgsmål ved den måde, jeg gjorde tingene på. Nu har jeg lært at se muligheder og finde løsninger på problemer, som jeg tidligere var blind for.
– Mohamed Hassane, fabriksformand, Polar Seafood
---
Fra formænd til chefer
Indenfor den nærmeste fremtid kommer der til at mangle fabrikschefer, som er titlen over fabriksformand og den ledende for optimering og drift af produktionen. Og det er ikke et job, der lige kan varetages af en hvilken som helst, da det kræver stor erfaring at begå sig på store produktionsskibe midt ude på Atlanterhavet.
De to fabriksformænd blev derfor prikket på skuldrene af deres kvalitetschef, Karin Simonsen, med tilbuddet om at blive uddannet til at varetage stillingerne som fabrikschefer. En investering fra virksomhedens side.
– Udviklingen betyder, at der stilles stadig større krav til virksomhederne og produkterne. Og for at klare sig i konkurrencen er det vigtigt at have folk med de rette kompetencer. Programmet på erhvervsakademiet er en del af en større uddannelsessatsning Polar Seafood har i gang i Grønland, som også vedrører navigatører og maskinmestre, fortæller Karin Simonsen.
Skræddersyet uddannelsesforløb
Med Jensinnguaq og Mohameds lidt specielle behov og ønsker til efteruddannelse, var det ikke muligt at tage en af de efteruddannelser, som står færdigpakket på hylden. Her måtte der plukkes lidt fra forskellige fagområder og uddannelser, således at de to sømænd fik det bedste udbytte.
At det er et sammenskudsgilde af flere forskellige uddannelser og fag, bærer uddannelsestitlen ’fleksibel akademiuddannelse med specialisering i fiskeriteknologi, fødevaresikkerhed og logistik’ da også præg af.
– Vi har fag indenfor alt lige fra fødevaresikkerhed, mikrobiologi og hygiejnisk design til produktionsoptimering, ledelse og kvalitetsoptimering (six sigma). Det har virkelig givet os en faglig ballast i forhold til at agere chefer for produktionen, fortæller Jensinnguaq.
Uddannelsen har været delt op over flere intensive 8-ugers undervisningsforløb, så de løbende har haft mulighed for at bringe deres nye viden i spil på skibene. De startede i efteråret 2017 og færdiggører uddannelsen i november 2018, og undervejs har de været igennem 10 forskellige forløb og dertilhørende eksaminer og hjemmeopgaver.
– Det har været ekstremt hårdt at studere i 8 intense uger ad gangen. Faktisk hårdere end at arbejde. Men det har været rigtig godt, at vi løbende har fået ny viden, som vi kunne bruge i praksis, fortæller Jensinnguaq.
Lært at kende sig selv
Udover at have lært meget om teori og bogligt stof, har uddannelsen givet en ny tilgang til arbejdet, der har ændret deres syn på, hvordan man agerer som leder.
– Før stillede jeg aldrig spørgsmål ved den måde, jeg gjorde tingene på. Nu har jeg lært at se muligheder og finde løsninger på problemer, som jeg tidligere var blind for. F.eks. er jeg blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg kan inddrage mine medarbejdere i produktionsoptimering. Før tænkte jeg slet ikke i inddragelse, fortæller Mohamed og suppleres af Jensinnguaq:
– Uddannelsen har totalt ændret mit syn på mit arbejde. Produktion er for mig i dag noget helt andet. Nu tænker jeg mere innovativt og stiller hele tiden mig selv spørgsmålet; hvilke processer kan man gøre anderledes? Jeg er også blevet mere skarp på, hvem jeg er som leder og person.