Anjas job som sekretær i Midtbyens Børnehus i Holstebro har udviklet sig fra et HK-job til at rumme meget mere. Faget kommunikation i praksis har givet hende en værdifuld rygsæk, hun i høj grad kan omsætte i dagligdagens arbejde.
Situationen er sikkert velkendt for flere, der egentlig er ansat i et administrativt job: Efter nogle år i jobbet, udvikler arbejdsopgaverne sig. Det er ganske spændende, men efterhånden bliver både tiden og de rette faglige kompetencer en mangelvare.
Sådan var det for Anja Lørup, der i en periode kom til at udfylde en større rolle som administrativ medarbejder, fordi stillingen som viceleder ikke var besat. Da en ny ledelse var på plads, og der kom mere ro på de daglige opgaver, stod efteruddannelse højt på Anjas ønskeseddel.
– I mit job har jeg med årene fået mere og mere fyldt på – men på den positive måde. Jeg er den eneste i administrationen og arbejder meget alene, så det giver mening, at jeg er skarp i det, jeg sidder med. Så da vi i starten af 2019 fik ro på med ny ledelse, var det tiltrængt, at jeg kunne komme på efteruddannelse.
Valgt var ikke svært: Min interesse var kommunikation
Da der var grønt lys for efteruddannelse, fandt Anja hurtigt frem til, at kommunikation i praksis på Erhvervsakademi Midtvest var det rette for hende. Der var faktisk ingen tvivl, selvom hun undersøgte mange muligheder.
– Det der tiltalte mig var, at det var for folk med en erhvervsmæssig uddannelse – det var ikke kun teoretisk. Da jeg læste beskrivelsen, var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville.
Anja søgte midler fra Omstillingsfonden til betaling af selve uddannelsesgebyret. Undervisningsdagene betalte arbejdspladsen, mens studietiden blev taget af hendes fritid.
– Undervisningen var en dag om ugen eller hver 14. dag, og derudover har jeg læst om aftenen – nok ca. 1 time i gennemsnit. På arbejdet er man altid lidt savnet, når man ikke er her, men min ledelse har været gode til at sige, “jamen det skal du bare, det her”, siger Anja.
Kommunikation er overalt
Og Anja har på ingen måde fortrudt sig valg. Helt konkret har hun næsten fra dag 1 kunnet bruge det, hun lærte i undervisningen.
– Jeg har helt generelt lært meget om, hvordan folk kommunikerer og fået indblik i, hvad både afsender og modtagers baggrund betyder for kommunikationen. I mit job kommunikerer vi med en meget bred vifte af folk. Hver gang jeg skal formidle et budskab, tænker jeg: Hvordan gør jeg det forståeligt og klart? Det gjorde jeg også før – nu ved jeg bare mere om, hvad jeg kan ændre på.
Indsigt i den visuelle kommunikation er også lidt en øjenåbner for Anja:
– Det er utroligt, hvor lidt der skal til for at vise eller signalere et budskab – om man vil det eller ej. Kommunikation er ganske enkelt en stor del af, hvem vi er. Nu kan jeg hurtigere læse folk og bliver også bevidst om mine egne signaler.
Anja er også godt forberedt til større tiltag i børnehuset:
– Jeg er blevet klogere på, hvordan vi med den rigtige kommunikation kan implementere noget nyt på en positiv måde, så vi rammer målgruppen så præcis som muligt. Undervisningen har givet mig nogle helt konkrete redskaber til den måde, vi kommunikerer på hver dag.
Relevant for alle
Står det til Anja, er der rigtig mange der burde tage et forløb som kommunikation i praksis.
– Lige præcis det her fag er der mange, der kunne have gavn af. Det handler meget om at kende baggrunden for, at folk kommunikerer, som de gør. Det er godt at have med sig.
– Mange bliver ledere, fordi de er dygtige til deres fag, fx som pædagoger, lærere, sygeplejersker, men som ledere er de jo nye. De kunne virkelig have gavn af faget. Kommunikation og trivsel hænger sammen, og jo flere mennesker man kommunikerer med i det daglige, jo mere relevant er det.
– På uddannelsen kunne jeg også se, at faget var relevant for rigtig mange jobfunktioner – alle på holdet fik noget ud af det, forklarer Anja.
Engagerede undervisere og medstuderende har gjort en forskel
Anja var på forhånd lidt spændt på, hvordan det ville være at komme i skole igen.
– Helt ærligt, så havde tænkt “åh nej, skolebænken, unge mennesker“ … Men det har været meget bedre, end jeg havde forventet, understreger Anja, der også var positivt overrasket over miljøet og stemningen på skolen.
– Jeg gik i en klasse med voksne, engagerede mennesker og en meget engageret underviser. Det har været så motiverende for mig. Uden de andre på holdet havde det slet ikke været det samme. Det halve af udbyttet kommer af, at man arbejder i grupper og hører andres bud på bestemte problemstillinger.
Anja har også stor ros til sine undervisere på kommunikations-faget.
– Jeg vil gerne fremhæve, at der er nogle vildt dygtige undervisere på skolen. Det var det der gjorde, at jeg altid glædede mig til næste gang. De var interesserede i os som studerende, de er fagligt dygtige, og så blander de lige det hele med en tilpas mængde humor, siger Anja.
---
– Jeg er kommet fra uddannelsen med en kæmpe rygsæk af gode ting, jeg kan bruge til noget.
– Anja Lørup, Sekretær i Midtbyens Børnehus i Holstebro.
---
En rygsæk af gode ting
Nu hvor uddannelsen er afsluttet, føler Anja, at hun har fået en god bagage med sig.
– Jeg er kommet fra uddannelsen med en kæmpe rygsæk af gode ting, jeg kan bruge til noget. Kurset giver 10 ECTS-point – og det lever det virkelig op til. Det har været fedt at afslutte med en opgave og eksamen, som selvfølgelig var meget udfordrende, men det var også der, man virkelig fik lov til at bruge teorierne, og det hele for alvor gav mening.
Kommunikation er Anjas store interesse, og derfor var det første valg let. Nu er hun i gang med faget trivsel i organisationer, som også er spændende og relevant. Men for Anja bliver det svært at slå det udbytte, hun fik med sig fra kommunikation i praksis.
---