Din vej til at blive ejendomsmægler

Drømmer du om at arbejde med køb og salg af blandt andet huse, grunde og lejligheder? Som ejendomsmægler er du med sælger eller køber hele vejen og er ansvarlig for, at der er styr på processen.

I jobbet som ejendomsmægler arbejder man med en bred vifte af forskelligartede opgaver. 

På den ene side er der mødet med mange forskellige mennesker, hvor man som ejendomsmægler er med til at rådgive og vejlede om en vigtig og ofte økonomisk stor beslutning for både sælger og køber. Herunder er der selvfølgelig også fremvisning af boliger og grunde.

På den anden side har ejendomsmægleren også ansvaret for en lang række administrative opgaver og at der er styr på al papirarbejdet i forbindelse med køb og salg af ejendom.

Det betyder, at man som ejendomsmægler også skal have styr på alle de økonomiske og juriske forhold i forbindelse med en handel, fx ejendomsskat, lånemuligheder og markedsføring af salget.

Christoffer er ved at læse til ejendomsmægler

"I vores undervisning lærer vi ret meget om lovgivningen. Når du sælger en ejendom er det ikke bare at komme ud og sige, at den her ejendom skal koste 2 millioner."

Christoffer, Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen

Hvordan bliver man ejendomsmægler?

Der er flere veje til at blive ejendomsmægler. Din uddannelsesbaggrund og tidligere erfaring er afgørende for, hvad der er den rigtige vej for dig.

På Erhvervsakademi MidtVest har du to forskellige muligheder:

  1. Du kan læse på fuldtid
  2. Du kan læse på deltid, mens du arbejder

1. Hvis du vil læse på fuldtid

Hvis du har en gymnasial eksamen, kan du vælge at tage en videregående uddannelse på fuldtid og efterfølgende supplere med udvalgte ejendomsmæglerfag på deltid og erhvervserfaring inden for branchen.

Læs mere om de to fuldtidsuddannelser: finansøkonom på 2 år og finansbachelor på 3,5 år.

2. Hvis du vil læse på deltid, mens du arbejder

Hvis du har en gymnasial eksamen eller en erhvervsuddannelse, kan du tage en akademiuddannelse på deltid, mens du arbejder fx som trainee hos en ejendomsmægler.

Akademiuddannelsen kan tages på 3 år på deltid.

Hvilke fag har du på uddannelsen til ejendomsmægler?

Når du vælger at læse til ejendomsmægler på deltid, er uddannelsen sammensat af følgende seks fagmoduler og et afgangsprojekt.

Har du spørgsmål?

Karrierevejleder
Karrierevejleder
Karriere- og studievejleder

1. Halvår

  • Erhvervsjura for ejendomsmæglere (10 ECTS)

    Du bliver fortrolig med den juridiske verdens organisation med domstole, ankenævn, retskilder og regelfortolkning.

    Du får værktøjer til anvendelse af juridisk praksis i ejendomsmæglerbranchen, så juridiske konflikter kan forebygges eller minimeres.

    Derudover opnår du erhvervskompetence til på et juridisk korrekt og brancheetisk forsvarligt grundlag at kunne varetage arbejdsopgaver relateret til salg, køb og rådgivning ved ejendomshandel.

2. Halvår

  • Markeds og forretningsforståelse af ejendomsmæglerbranchen (5 ECTS)

    Du opnår færdigheder i at anvende centrale metoder og redskaber i praksis, der knytter sig til i markeds- og forretningsforståelse i ejendomsmæglerbranchen.

  • Samfundsøkonomi i ejendomshandel (5 ECTS)

    Du får relevante og teoretiske modeller, så du i praksis opnår at kunne beskrive, analysere og vurdere samfundsøkonomiske problemstillinger på mikro- og makroniveau med fokus på boligmarkedet og ejendomshandel.

    Problemstillingerne i fagmodulet omhandler prisdannelse på boligmarkedet, markedsformer og disses effektivitet, samfundsøkonomiske målsætninger, konjunkturpolitiske tiltag, rentedannelse og obligationsmarkedet i Danmark.

3. Halvår

  • Bolighandel 1 (10 ECTS)

    Du opnår færdigheder i at anvende centrale metoder og redskaber i praksis, der knytter sig til ejendomsmæglers opgaver ved formidling af en boligejendom samt kendskab til ejendomsmæglerbranchens organisationer og deres virke.

    Bolighandel 1 dækker over ejendomskategorierne 1- og 2-familiehuse, parcelhuse/villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, boliglandbrug eller nedlagt landbrug, ideel anpart, andelsbolig, ferieboliger/fritidshuse, blandede ejendomme samt salg af grunde til ovenstående kategorier.

4. Halvår

  • Bolighandel 2 (10 ECTS)

    Du opnår færdigheder i at anvende centrale metoder og redskaber i praksis, der knytter sig til ejendomsmæglers opgaver. Det er opgaver som opstår, når formidling af en boligejendom indbefatter lovgivning.

    Du lærer også at markedsføre boligejendomme samt arbejde inden for de rammer, GDPR, god skik og branchens professionsansvar udgør.

    Derudover lærer du at anvende centrale metoder og redskaber i praksis, der knytter sig til ejendomsmæglers opgaver ved formidling af en boligejendom, hvor ejendommen er udlejet og/eller er nødlidende.

5. Halvår

  • Bolighandel 3 (10 ECTS)

    Du opnår færdigheder i at anvende centrale metoder og redskaber i praksis, der knytter sig til ejendomsmæglers opgaver i relation til købsaftalen, berigtigelse, køberrådgivning, særlige ejendomstyper i en bolighandel, byggeteknik og –lovgivning.

    Du opnår desuden færdigheder i kommunikation og forhandling og skal kunne yde rådgivning i alle ejendomshandlens faser.

Afgangsprojekt 

Afgangsprojekt

  • Afgangsprojekt (10 ECTS)

    Afgangsprojektet er din mulighed for at fordybe dig i et selvvalgt emne med relevans for din nuværende eller fremtidige jobsituation, som du brænder særligt for.

    I afgangsprojektet skal du demonstrere din evne til at samle elementerne, fra alle de fagmoduler du har gennemført, i en samlet rapport, hvor du analyserer metodisk en praksisnær problemstilling inden for uddannelsen.

    Forløbet er en vekselvirkning mellem selvstudie og personlig vejledning med henblik på at skrive en større skriftlig rapport der skal forsvares til en mundtlig eksamen.

    Efter afgangsprojektet har du afsluttet hele din akademiuddannelse.

Hvordan kommer du i gang med at læse til ejensdomsmægler?

Under "Aktuelt udbud" øverst på siden kan du finde de fag, vi udbyder lige nu på deltid.

Hvis du er i tvivl om, hvilken vej der er den bedste for dig, er du altid velkommen til at kontakte os.